Præventiv Indsats holder oplæg om banderekruttering og stofmisbrug


Oplægget: Ekstremisme

Oplægget behandler ekstremisme som fænomen, dens historie og dens nutidige gestaltninger. Oplægget tager fat i de mest gængse såkaldte ‘sociale overdrivelser’ som fx at ekstremister oftest er muslimer, at ekstremisme er noget nyt, og at ekstremisme er noget, man konstant skal gå og føle sig bange for.

I oplægget indgår videointerviews med den tidligere nazist og næstformand for de danske nazister, Thomas, som fortæller om, hvorfor han endte med at blive ekstrem og hvordan han senere fortrød sine ekstreme holdninger. Jeg, politibetjenten Kristian, fortæller om ekstremisme ud fra en politibetjents synspunkt, fortæller om ekstremismens historie samt viser eksempler på ekstremisme.

Formålet med oplægget er at lære eleverne om hvad ekstremisme er ud fra undersøgelser, historie, statistik og forskning og selvfølgelig at forsøge at forhindre, at de lader sig tiltrække og begejstre af ekstremisme. Oplægget er lavet ud fra Ringstedforsøget, som er en undervisningsmetode, hvor man ud fra elevernes egne “sociale overdrivelser” opbygger viden og forståelse for emnet, hvorved tiltrækning og interesse for hvervning til ekstreme grupperinger mindskes.